Efterfødselssamtale

Efterfødselssamtale

Fødsler kan både være meget styrkende og kraftfulde oplevelser, de kan sætte aftryk der bagefter er svære at rumme – og de kan være alt derimellem. Der er ikke to fødsler, der er ens, og der er derfor heller ikke to efterfødselssamtaler, der er ens, for det er så forskelligt fra menneske til menneske, hvordan fødselsoplevelsen har været. 

Uanset hvad der er sket med dig og/eller din partner under fødslen, kan I stå tilbage med meget forskellige oplevelser, og derfor have brug for at forstå hinanden bedre, så I kan vise omsorg for dét, der eventuelt har været smertefuldt.

Hvis fødslen har sat aftryk, som bliver ved med at vende tilbage og skaber ubehag, utryghed, voldsom vrede, tomhed, sorg eller andet – så kan det være hjælpsomt at bearbejde det der skete, så det falder til ro i nervesystemet. Til efterfødselssamtaler trækker jeg især på Somatic Experiencing, som er en chok-traumeterapeutisk metode.

Som både psykoterapeut MPF og praktiserende jordemoder, tilbyder jeg samtaleterapi som fokuserer på at forandre svære følelser og oplevelser.

Jeg hjælper dig med at få adgang til dine ressourcer og hjælpsomme følelser og tanker.

Efterfødselssamtale - skræddersyet efter dine behov

Vi tager udgangspunkt i dine oplevelser, og det der her og nu rumsterer i dig. Kroppen har sit tydelige sprog, og nogle gange skal vi have hjælp til at få det oversat for at kunne forstå det. 

Som jordemoder er jeg også i stand til at gennemgå journalen fra fødslen, hvis du har behov for det. Jeg kan også bistå dig med at formulere særlige behov, som kan blive skrevet ind i din journal/fødeplan.

Samtalen kan både være med og uden din partner.

Det er helt normalt at vende tilbage i tankerne igen og igen til en stor begivenhed som en fødsel i tiden efter. Men hvis du bliver ved med at kredse om bestemte ting, der skete, og det vækker svære følelser, kan du have stor gavn af at bearbejde hændelserne.

Vi mennesker reagerer ligesom dyr, når vi er i fare eller under for stor belastning med responser, som skal sikre vores overlevelse – Fight, Flight, Freeze og Fawn. Under graviditet, fødsel og barsel kan vi ikke ty til hverken at flygte eller at kæmpe og derfor er det som oftest freeze-reaktionen, der sætter ind. Vi kan derfor være fastlåst i den reaktion og have brug for hjælp til at komme ud af den igen, så vi får fuld adgang til vores kapacitet.

Din fødsel - dine behov

Vi arbejder med det, der fylder for dig, og der kan både være tale om en enkelt session om noget konkret og afgrænset såvel som et længere forløb.
Til begge typer samtale, er jeg der for dig og evt. din partner både som jordemoder og som psykoterapeut.
Jeg tilbyder også besøg hos mødregrupper til en snak om fx forandringer i identitet, relationer og parforhold.

Hvis du er medlem af Sygesikringen Danmark, kan du få tilskud til både graviditets- og efterfødselssamtaler, fordi private jordemoderkonsultationer er tilskudsberettigede.

Du har ret til at få en efterfødselssamtale på dit fødested – også selvom det er længe siden du har født. 

At være på sidelinjen til en fødsel

Det kan være både livsbekræftende og svært at stå ved siden af som partner til en fødsel. Det kan sætte spor, som du har brug for at bearbejde. Måske har du været bekymret for din kæreste og barn? Måske følte du dig utilstrækkelig og i tvivl om, hvad der foregik?

 

Det siger tidligere klienter

Følg med på instagram

Scroll to Top